Mænd tjener mere end kvinder, fordi mænd oftere skifter job. Det viser dansk forskning. Kvinder og mænd får det samme i lønforhøjelse, når de skifter job. Men kvinder skifter ikke job så ofte som mænd, og derfor klatrer mændene hurtigere op ad lønstigen.
Det viser et studie lavet af forskere fra forskningscenteret ICOA ved Aarhus Universitet, Business and Social Sciences i samarbejde med forskere fra University of Hawaii.
»Mænd er simpelthen mere villige til at skifte job, enten fordi de kan se en kortsigtet gevinst i form af højere løn eller en mere langsigtet gevinst, eftersom det forbedrer deres forfremmelsesmuligheder,« forklarer lektor Anders Frederiksen fra Aarhus Universitet, Business and Social Sciences i en pressemeddelelse.