onsdag den 4. april 2012

Karrierespringet: Barbie bliver præsident i Det hvide Hus

Legetøjsproducenten Matell har i samarbejde med non-profit-organisationen 'The White House Project' besluttet sig for at udnævne Barbie til præsident i USA. Barbie inspirerer dermed piger til at gå ind i politik

Af Anne-Mette Michaelsen

For første gang i Barbie-dukkens 53-årige historie kommer en ny version af den verdensberømte dukke til at stå helt på egne ben. Det sker, når ’Presidential Barbie’ udnævnes til USA’s præsident.

Som leder af B-partiet stiller Barbie op iført perler og pink power garneret med de tre kulører fra USA’s flag. Som noget helt nyt er Barbie-præsidenten i stand til at stå på egne ben uden at tippe - hvilket skyldes specialdesignede sko.

Formålet med den nye Barbie er ifølge legetøjsproducenten Matell at inspirere piger til at involvere sig i politik og gå efter magten:  

”Vi håber, at vi en dag får en kvinde i det ovale kontor”, siger Cathy Cline, der er VP of Barbie Brand Marketing i Nordamerika.

Barbie er et forbillede for piger
Barbie har i tidens løb haft 130 forskellige karrierer og brød allerede i 1965 gennem glasloftet som astronaut. Ifølge Matell ejer 90 procent af piger i alderen 3-10 år mindst én Barbiedukke, og en pige i USA har i gennemsnit 12 Barbiedukker på sit værelse. Det gør Barbie til den mest solgte dukke i USA.

”Barbie er et at de stærkeste brands, når vi skal skabe forandringer for kvinder”, siger Tiffany Dufu, der er leder af The White House Project, som har til formål at involvere flere kvinder i politik.

”Det er gennem legen, at vi begynder at forestille os hvilken karriere, vi gerne vil have. Barbie inspirerer piger til at gå efter en hvilken som helst karriere – også efter posten som USA’s præsident.”

Dufu mener, at populærkulturen udgør en barriere for kvinders adgang til lederposter. Selv om kvinder i dag udgør 50 procent af arbejdsstyrken og er i overtal på videregående uddannelser, har vi stadig en kulturel norm, der siger, at kvindens vigtigste rolle er rollen som hustru og mor.

Dufu håber, at Presidential Barbie vil bidrage til at ændre den opfattelse.