Vi lever i en opbruddets tid, mener den britiske forfatterinde Fay Weldon. Krisen åbenbarer, at vi ikke kan blive ved med at lade vores økonomier vokse, at vores børn lider under vores forsøg, og at de voksne bliver neurotiske af at kæmpe mod deres natur
»Kvinder i vores del af verden kan i dag alt, og det er dejligt. Men lige som der er grænser for økonomisk vækst, tror jeg, at der er en grænse for, hvor meget kønnene kan nærme sig hinanden, fordi der er et biologisk fundament, som vi ikke kan ignorere. Når vi i dag lever så lige, som vi gør og er begyndt at ligne hinanden mere, er det, fordi vi heldigvis har droppet rollespillene, men den udvikling fortsætter ikke bare lineært. Der er en grænse«, siger den britiske forfatterinde Fay Weldon til Dagbladet Information.
— Men hvorfor er det så vigtigt for dig altid at fremhæve forskel på kønnene?
»Fordi der er forskel. Prøv at tilbring en halv time i en børnehave. Det er klart, at det på et tidspunkt i kvindekampen var vigtigt at hævde, at der ikke var forskel på mænd og kvinder, fordi man skulle argumentere for lige rettigheder. Men det er ikke nødvendigt mere. Vi er nu stærke nok til at erkende, at mænds og kvinders hjerner nok er forskellige,« siger Fay Weldon, der ikke er bange for at sætte sig selv i bås.
»Jeg er nydarwinist, så jeg mener, at vi er i gang med at arbejde på en forkert præmis og at det gør os neurotiske.«
- Hvordan det?
»Jamen, det skaber neuroser at være i konflikt mellem biologien og socialiseringen. Ligesom når man står over for en lækker kage, og alt trækker i dig for at spise den, og du så får at vide, at det må du ikke, for så bliver du fed. Det er neurosens grundsten at kæmpe imod det. For hvordan skal du forholde dig til en konstruktion som slank, når din evolutionære krop fortæller dig, at du skal spise? «
Læs interviewet på information.dk
